MME Nordic

Om

MME Nordic

Få et indblik i MME Nordic

Om
Hos MME Nordic A/S fremstiller vi kvalitetsmaskiner med en høj automatiseringsgrad til medicoindustrien. Det gør vi med slutbrugeren i fokus. Vores kunder skal have det bedste produkt, samtidig med at vi kan forbedre livskvaliteten for mennesker der lever med stomi, kateter og andre kroniske sygdomme.

MME Nordic blev stiftet i 2016 som følge af et indledt samarbejde mellem underleverandører efter Coloplast annoncerede lukningen af deres maskinbyg i Thisted. Vores rejse blev yderligere styrket i 2018, da vi fusionerede med PH Teknik og Daninco, og indgik et strategisk partnerskab med Gruber Holding A/S. I 2021 reorganiserede PH Teknik Holding sine ejerandele, hvilket åbnede op for større deltagelse fra vores ledelsesteam. Året efter blev vi en del af den større Eltronic Group familie. Det betyder, at vi i dag er den del af en stærk koncern med over 1800 engagerede medarbejdere, og selvom vores navn er relativt nyt, trækker vi på over 30 års samlet erfaring inden for branchen.

Hos MME Nordic henvender vi os til kunder, der efterspørger en leverandør, som har kompetencerne til at konstruere, udvikle og fremstille højt specialiserede maskiner til turnkey-projekter, pilotprojekter, og effektivitets- og produktivitetsforbedringer til eksisterende produktionsanlæg samlt helt nye enkeltmaskiner. Alt efter kundens behov – tilbyder vi kvalitet i verdensklasse, ordentlighed og respekt for den lovede leveringstid. Hos MME Nordic lægger vi vægt på kvalitet og teknologisk udvikling, og sammen med Eltronic Group former vi fremtidens løsninger gennem kundecentreret design og teknologisk ekspertise.

En del af Eltronic Group A/S
I 2022 blev MME Nordic en integreret del af Eltronic Group. Med dette partnerskab sikrer vi et solidt fundament, samtidig med at vi nyder godt af at være en del af en større gruppe af virksomheder samlet under Eltronic Group.

“Eltronic Group er grundlagt på iværksætteri: Byg fra bunden, tro på gode ideer og støt dem baseret på dokumenteret erfaring,” – Lars Jensen, grundlægger af Eltronic Group.

Læs mere om Eltronic Group

Årsrapport

Thisted/ THY
Thisted Kommune og hele Thy-egnen har i over 25 år været kendt som et center for produktion af stomipleje- og kontinensprodukter. Dette område har ikke kun været stedet, hvor millioner af disse vigtige produkter fremstilles, men det har også været arnestedet for innovation i design, udvikling, produktion og montering af de maskiner, der bruges til at producere dem.

Gennem tiden har en stærk base af lokalt baserede virksomheder udviklet sig og specialiseret sig i at lave specialdesignede komponenter til medicinske maskiner. I løbet af de sidste tre årtier har mange mennesker dedikeret deres arbejdsliv til enten direkte produktion eller til de afgørende opgaver som design, service, vedligeholdelse og montering af medicinske maskiner. Det betyder, at en virksomhed som MME Nordic har adgang til en unik pulje af dygtige medarbejdere med værdifuld erfaring i branchen.
Thisted Kommune er kendt for sin erhvervsvenlighed og er vurderet som nummer 6 ud af 93 kommuner i Danmark. I hele området er der en stærk vilje og stort lokalt engagement fra både virksomheder, myndigheder og den brede befolkning til at understøtte og fremme succesrige erhvervstiltag.

Sociale forhold & personaleforhold
Hos MME Nordic anser vi et stærkt arbejdsmiljø for at være grundlæggende for vores virksomheds succes. Vi mener, at alle medarbejdere har ret til en sund og sikker arbejdsdag, uanset om de arbejder på værkstedet, på kontoret eller i andre dele af virksomheden. For at realisere dette mål forventer vi, at både ledelse og medarbejdere aktivt bidrager med de nødvendige ressourcer, viden og ansvar. Samtidig fremmer vi en kultur, hvor vores medarbejdere samarbejder om at fastholde og udvikle en sikker arbejdsplads, og vi lægger vægt på retfærdighed, åbenhed og en respektfuld omgangstone. Det opnår vi gennem løbende dialog, som også styrker den interne sammenhængskraft. 

Vi sikrer, at alle nye medarbejdere hos MME Nordic får en grundig introduktion og oplæring i deres arbejdsopgaver, så de kan udføre deres opgaver med de bedst mulige betingelser. Derudover tilbydes vores medarbejdere løbende efteruddannelse efter behov. Vi har sat os som mål at gennemføre 70 interne læringsforløb inden 2028, da vi ser læring som en vigtig drivkraft for både individuel og organisatorisk udvikling.